Menu

Bent Holmegaard Hansen modtager mindepokal

image
JJ
16. april 2020 kl. 08:49

Det var i ca. 1989-90, at Bent – sammen med Jan Sander - startede som træner i Nykøbing for et drengehold, fordi Svend Åge Andersen, der både har været i SBU (Det, der i dag hedder DBU Sjælland) og Nykøbing IF i noget nær en menneskealder, trak ham ned i klubben. Og her starter kapitlet om Bent i sjællandsk fodbold.

Hvor kom han fra?
Men Bents fodbold- og foreningseventyr startede længe før i en anden lille by i Danmark, nærmere bestemt på Fyn. 

Bent er født i 1953, og fra den lille landsby Verninge på Fyn, hvor hans far var formand i fodboldklubben, den slags formand der stod for byfester m.v., så der via overskuddet kunne samles sammen til klubhus og forsamlingshus i byen. Bent selv var selvfølgelig aktiv spiller i fodboldklubben, blev træner som 16-17 årig, tog dommerkort som 19-årig, kom i bestyrelsen som ca. 20-årig, hvor han først blev ungdomsformand, og pludselig også formand. Bent smiler og siger selv, at han arvede pladsen efter sin far. Mens Bent var formand, fik klubben 2 nye boldbaner, da han indgik i dialog med kommunen. I 1987 kom Bent til Nykøbing-Rørvig kommune, og havde bl.a. en idrætsuddannelse, alle tilgængelige træneruddannelser og livslang foreningserfaring med i rygsækken.

Til kamp i Parken
Måske er der nogen der husker det, dengang der var opvarmningskamp i den gamle Idrætspark med det førnævnte hold i 1990, hvor de spillede mod et hold fra Lyseng forud for Danmarks kamp mod Færøerne i optaktsfasen til det mest berømte EM i dansk fodboldhistorie. Bent var selvfølgelig med.

”Hvis jeg ikke kan gøre det 100%, så gør jeg det ikke”
Udenfor fodboldbanen var Bent også med til at arrangere bankospil, halbal, sommerfester m.v., men på et tidspunkt blev han nødt til at stoppe som træner, fordi hans job forandrede sig, hans egne børn blev større og gik selv til sport, og der var derfor for meget rift om aftenerne i familiekalenderen til at Bent kunne fastholde sit engagement. Idag som dengang, holder Bent fast i, at hvis han ikke kan gøre det 100%, så gør han det ikke.

Efter en årrække væk fra foreningslivet er Bent dog vendt tilbage, da en af klubbens fodboldmødre internt på kommunens net søgte en hjælper til det drengehold, Bent indtil for nylig var tilknyttet. Det er nu 4-5 år siden, han blev trukket ned i Nykøbing IF for 2. gang. Efter indendørssæsonen har Bent fået nye holdkammerater, idet han er trådt ind som hjælpetræner for klubbens U8-hold, der er et herligt mix af drenge og piger på forskellige aldre.

Fodbold og pædagogik går hånd-i-hånd
Mit eget første indtryk af Bent er fra, da han for 3 år siden stod alene med et rigtig stort drengehold, hvor mange var kommet til Danmark for nylig, og hverken var vant til foreningskultur eller talte særlig meget dansk. Var der for meget ballade i rækkerne, blev drengene sendt ud på sidelinjen af den lille 3-mandsbane, hvor de skulle holde i hånd, indtil de var dampet af. Det var så fint og effektivt på samme tid. Bent fortæller selv om en lille fyr, der startede sin fodboldkarriere indendørs for nogle år siden. Han var lille og genert, så Bent tilbød ham, at de kunne holde i hånd hele træningen, og så løb Bent rundt med den nye lille fyr, der i dag er faldet rigtig godt til i klubben.

Bent arbejder til daglig i Kultur&Fritid i Odsherred kommune, og derfor skal han holde sig fra det administrative klubarbejde for at have orden i kasketterne, men træner kan man sagtens være, og herigennem er han en vigtig brik i fritids- og foreningslivet – og for fodbold. 

Bent fik in absentia overrakt Per Nygårds mindepokal på generalforsamlingen d. 11. marts 2020 for hans store arbejde for Nykøbing IF. Vandrepokalen er sammenlignet med Bent ret ny i fodboldklubben, da den blev uddelt første gang i 2013. 

Når vi må mødes igen, hylder vi Bent og overrækker pokalen ved førstkommende lejlighed - indtil da må vi nøjes med at gøre det her.

Tillykke Bent!

Luk