Menu

Pigerne udvider afdelingen

image
11. september 2019 kl. 09:27
Klubbens pigehold starter nyt hold for yngre årgange

Der er startet nyt pigehold op i Nykøbing IF, og var du ikke med fra start, kan du nå det endnu. Holdet er for piger fra 6-11 år, der gerne vil starte til fodbold. Har de ældste spillet før, er det nemt at blive sluset ind på det eksisterende pigehold, U12-13, da pigeholdene træner side om side tirsdag kl. 17. 

Det er altid sjovere at være flere til træning, og engang imellem bliver pigerne på mix-holdene lidt klemt af de impulsive drenge, fordi piger og drenge godt kan have forskellig tilgang til boldspillet. Vi synes derfor det er vigtigt at tilbyde fodboldhold, der giver optimal plads til pigerne, og håber at de allerede fremmødte piger tager veninder med til træning, så vi hurtigt kan få en stor flok fodboldpiger på banen.

Søndag d. 8. september stod klubbens eksisterende pigehold klar til at være hjælpere, da DBUs Pigeraketten landede på Kongeengen, og inviterede alle områdets piger til 3 timer med fodboldlege og missioner. Det har været et stort ønske, at kunne starte endnu et pigehold op i Nykøbing IF, og måske med tiden få en sund pigeafdeling med hold for flere aldersgrupper. Bag initiativet står klubbens pigetræner og bestyrelsessuppleant Nichlas van Weezel, der er Nykøbing IFs repræsentant i et nyt projekt, Pigefodbold Nordvestsjælland, der skal sparke mere liv i pigefodbolden i området.

Indtil videre er 4 klubber gået sammen om at sætte pigefodbold på landkortet, og missionen er sammen at skabe så synlige og så mange kvalitetstilbud til pigerne som muligt, så det bliver nemmere at vælge fodbold til blandt alle de mange fritidstilbud. Der er på denne baggrund startet begynderpigehold op både i Nykøbing og Fårevejle, og er tilslutningen stor nok, vil det være nærliggende at spille lokale kampe/stævner med pigerne på de to nye hold, men også med/mod de eksisterende pigehold i Odsherred- og Holbækområdet, så alle pigerne får masser af fodbold, gode fælles oplevelser, og til gengæld knap så meget transporttid til kampe.

I Nykøbing IF tog U12/13-pigerne ansvar for at gæsterne til Pigeraketten fik en god oplevelse med hjem, og det lykkedes helt sikkert. 

Fotos: Louise Løndal Larsen

 

 

Luk