Menu

275.000 kr. til NIF og Gammel NIF-dag på Superlørdag på Kongeengen - Rema1000 Park

image
05. maj 2025 kl. 14:02

Torben Pedersen, formand for NIF støtteforeningMed en rørende og flot afskedstale fra formand Torben Pedersen, lukkede NIF Støtteforening, der har stået bag byens Oktoberfest de seneste adskillelige år, ned for denne gang, og overdrog i samme moment foreningens formue til Nykøbing IF, sammen med et ønske om, at fodboldklubben i fremtiden vil skabe noget stort - f.eks. et kunstbaneanlæg - som de 275.000 kr. ville kunne gå til.

Den samlede bestyrelse for støtteforeningen overrakte beløbet på en check til NIFs bestyrelse ved arrangementet Gammel NIF-dag, der fandt sted på Kongeengen - Rema1000 Park lørdag d. 3. maj. Vi er meget taknemmelige og beærede over den indsats, der ligger bag, og det samarbejde, vi gennem årene har haft med støtteforeningen, og vi lover, at vi ikke klatter vores nye formue væk.

Gammel NIF-dag er allerede blevet en tradition, og konceptet er, at alle gamle NIF'ere inviteres til hyggebold med klubbens aktive veteraner efterfulgt af en lækker frokost fra klubhusets forpagterpar, og krydret med hjemmebanekampe, historier fra gamle dage, og lidt nyt om, hvad der rører sig i den gamle klub i disse dage.

Her fortalte formand René Jensen om planer om at overtage klubhuset fra den selvejende institution, og en mulig udvidelse af klubbens aktiviteter - dette vil der skrives om i en anden nyhed, hvis projektet lykkes. Ungdomsformand Julie Jensen fortalte om tilgang på de sociale hold og styrkelse af tilhørsforholdet begge steder med klubtøj på vej. Herudover en kort information om at være blevet DBU Børneklub, samt samarbejde for børnenes skyld med Rørvig IF og et endnu større samarbejde med fokus på kvinder og piger i fodbold sammen med fodboldklubberne i Asnæs og Fårevejle og med støtte fra DBU Sjælland. Det blev også til en klapsalve til klubbens nyeste æresmedlem, dommer-Ole, og til dameseniorholdet, der er "Årets Niffer".

På banen var der kridtet op til 2 spændende herreseniorkampe (kvindeseniors modstander trak desværre holdet kort forinden, og der kunne ikke finde en erstatningsmodstander med så kort frist), og her viste Mads Sørensen sit hidtil ukendte talent for speakergerningen frem, da spillerne blev kaldt på banen. 

En stribe af klubbens børnespillere fulgte seniorerne på banen, og smuttede herefter tilbage til den store hoppepude, der underholdt de fleste børn i timevis i løbet af dagen.

Fodboldresultaterne blev en god sejr over Mørkøv til førsteholdet, mens andetholdet løb ind i et mindre nederlag på 3-0.

Det var skønt endnu engang at se unge, ældre, nye og gamle blande sig og nyde en lørdag formiddag/eftermiddag sammen på Kongeengen - Rema1000 Park, og vi glæder os til at kunne invitere på Gammel NIF-dag igen i efteråret. Datoen fastlægges først, når vi har det endelige kampprogram.

 

 

Luk