Dansk Revision Holbæk leverer nyt flot sponsorat til Nykøbing IF
"Kr. 10.000 til hvad I lyster at bruge pengene på!" Det var beskeden til klubbens formand René Jensen, da Michael Hjort fra Dansk Revision Holbæk kontaktede ham og klubben en tidlig morgen.
Michael, som selv er gammel NIF-mand, har spillet i klubben hele sin ungdom, og kontaktede klubbens formand René Jensen for at sige, at han og Dansk Revision fulgte meget med på ”sidelinjen” via klubbens aktiviteter på hjemmesiden, samt de sociale medier.
De havde på kontoret snakket om hvor meget der skete i Michaels lille barndomsklub og hvor fedt det var at følge med i. Michael, som faktisk stadig i ny og næ, finder støvlerne frem for at spille en kamp med de ”gamle” gutter og resten af teamet i Dansk Revision Holbæk, ville faktisk gerne støtte op om klubben, og syntes det var en fornøjelse at kunne yde et bidrag. Det blev med en check på hele kr. 10.000 til valgfrit brug.
Noget af sponsoratet er allerede brugt på en del udstyr til klubbens ungdomshold, hvor flere af holdene trængte til lidt nye bolde, samt kegler og diverse udstyr som bruges til holdenes træninger.
Der skal selvfølgelig lyde en Kæmpe tak til DANSK REVISON Holbæk, for at støtte lokalsporten, ungdommen og Nykøbing IF.