Fællesskab, foreningsliv og julebelysning

Fællesskab-foreningsliv- og Julebelysning.
Søndag den 10. november mødtes en masse frivillige fri NIFs seniorafdeling (både dame- og herresenior) på gågaden i Nykøbing Sjælland for at hænge købstadens julebelysning op. En opgave NIF var blevet spurgt om nogle uger tidligere af Købstaden Nykøbing Sjælland. Efter en hurtig temperaturmåling om opbakningen var der, sagde vi i klubben ja til opgaven.
Humøret var højt, da vi mødtes den kolde søndag, og alle de ca. 20 frivillige var klar til at give den en skalle. Efter ca. 5 timer var alle kranse og guirlander oppe og hænge på deres respektive pladser, og flere af dem med lys i allerede. Mandag den 25. november fik vi så lige klaret det sidste af opgaven med et par guirlander, der lige skulle rettes til, og spændes ordentligt fast.
Engang i januar 2025 mødes vi så igen for at pille julebelysningen ned igen, og så håber vi at Købstaden synes vi har gjort det så godt, at opgaven vil ligge i Nykøbing IFs hænder de næste mange år. Vi er i hvert fald utrolige glade for at kunne være med til at give alle nykøbinggenserne lidt julestemning i gaden.
Købstaden donerer et fint beløb til Nykøbing If for hjælpen, som så kan gå til indkøb af materialer, bolde m.m. til glæde for alle klubbens medlemmer.
Der skal selvfølgelig lyde en kæmpe tak til alle de frivillige for at støtte op, en specielt stor tak til Albert, Fischer, samt Emil fra herresenior som også lige gav en ekstra hånd med det sidste om mandagen. Tak til Loxam for de fine priser på leje af lift, som skulle bruges til opgaven. Og selvfølgelig en stor tak til Købstaden Nykøbing Sjælland for at betro os i NIF opgaven.
Og til allersidst, en lille undskyldning til de beboere på gågaden som evt. har været forstyrret, mens vi har sat julebelysningen op, vi prøvede selvfølgelig at genere så lidt som muligt.
De bedste hilsner fra bestyrelsen i NIF.
Ps. Husk at støtte lokalt, mange af de lokale erhvervsdrivende har i hele 2024 været en kæmpe støtte i de lokale idrætsforeninger, så når julegaven skal købes, så husk at besøge vores lokale butikker og caféer, og få en hyggelig dag ud af det, mens Købstadens julebelysning skinner på jer alle fra oven.