Menu

Fodbold- og familiedag startede forårssæsonen

image
Foto: Mads Sørensen og Thomas Aasklint
07. april 2025 kl. 12:52

Lørdag blev forårssæsonen skudt i gang for klubben på Kongeengen, da alle klubbens 3 seniorhold var i aktion, kvinderne dog på udebane.

Kvinderne lagde ud med et lille 2-0 nederlag i Fårevejle, men vendte hjem og heppede på herreseniorerne med selvtilliden i behold. Fårevejle er netop rykket et par rækker ned pga. stor udskiftning i truppen, men det er fortsat et stærkt hold med flere gode profiler. Med et tappert forsvar lykkedes det at holde Fårevejle fra at score i hele 2. halvleg, og det var en samlet god holdindsats, der blev kendetegnende for Nykøbings kvinder.

Som led i et fokus på at bringe ungdom- og seniorafdelingerne i NIF tættere på hinanden, fik anførerne fra hhv. første- og 2.-hold følgeskab af nogle af klubbens yngre spillere, nemlig henholdsvis en af drengene fra U8 og en fra U9. Vi synes det er en festlig og hyggelig måde at vise omverdenen, at vi er én klub og at vi bakker hinanden op. 

Resultaterne på banen blev en god 5-4 sejr over Raklev og et knebent nederlag til Gislinge på 1-2. Kampfakta fra kampene kan du se her og her.

Imens var der godt gang i både hoppepude og pølsegrill, og mens det så ud til at der aldrig ville blive udsolgt hvad børnenes energi angik, så måtte Claus melde udsolgt på flere hylder i kiosken efter en særdeles velbesøgt dag på Kongeengen - Rema1000 Park. 

8 meter over banen vajede NIF-flagene i vinden og bød velkommen på Kongeengen, og omkring klubhuset var der som noget nyt pyntet op med forårsblomster på frivilligt initiativ, hvilket vi sætter vi stor pris på. 

Det var på mange måder en smuk start på forårssæsonen for Nykøbing IF.

 

 

 

Luk