Kongeengen er forårsklar
Endelig åbnes banerne på Kongeengen igen!
Det var med stor fornøjelse, at baneansvarlig og klubhusbestyrer Claus Dige igen kunne tage kridtmaskinen frem og få kridtet banerne på Kongeengen op. Efter en alt for lang vinter kan alle klubbens medlemmer nu igen begynde at træne på græs.
Foråret har været savnet, vinteren har været lang – og nok også for lang for flere af klubbens medlemmer. De sidste par måneder har træningerne foregået indendørs, enten i Kongehallen eller i Nordgårdshallen. Flere af klubbens hold har også benyttet tilbuddet om at træne på kunstbanerne, enten i Vig eller på Klintsøgaard i Klint.
Men nu! Nu er banerne som sagt endelig åbne, og Dige har allerede kridtet en del baner op på lysbanen. Dette arbejde vil fortsætte i takt med, at vejret går den rigtige vej. Bane 1 (Kongeengen - Rema 1000 Park) og bane 2 vil dog først blive kridtet, når Amager Rullegræs har været forbi for at gøre banerne klar inden for de kommende 14 dage.
Uha, vi har glædet os til at se jer alle igen, og vi glæder os til et forår med masser af træning, kampe og – ikke mindst – det sociale samvær.
Vi vil også lige slå et slag for den kommende generalforsamling, som bliver afholdt onsdag den 18.03.26 kl. 18.00 i klubhuset. Her vil man kunne høre om “året der gik”, se klubbens regnskab, og der vil blive uddelt Per Nygårds Mindepokal, som altid går til en særlig frivillig i klubben.
Generalforsamlingen vil også byde på lidt mad og en god snak med klubbens bestyrelse samt andre af klubbens medlemmer. Husk at melde jer til, hvis I ønsker at spise med – det ville være så hyggeligt.
Tilmelding til mad kan ske direkte til Claus Dige på tlf. 51 20 69 50 eller via opslaget på NIF’s Facebook-side.
De bedste forårs-hilsner fra bestyrelsen ✨