Menu

Lørdag var en festdag for alle aldersgrupper i klubben

image
JJ
14. oktober 2024 kl. 19:39
Sikken en flot lørdag! Masser af action både inden- og udenfor stregerne i det smukkeste efterårsvejr blev en mindeværdig dag, der i den grad viste styrken i fællesskabet i klubben frem.
Dagens kampe
Først på programmet var U13-pigerne med en utrolig spændende kamp, der lod spændingen være intakt til det sidste. Masser af ros for flot bold, flotte redninger og god fight fra dagens ekstra mange tilskuere. På lysbanen var nogle lidt ældre ben stukket i støvlerne til en lige så underholdende kamp, da veteranerne bød op til bold i forbindelse med et gensynsarrangement for "gamle NIF'ere".
Gammel NIF-dag
Lige knapt 50 personer mødte op til arrangementet for de gamle NIF-spillere, der ser ud til at blive både en tradition og et tilløbsstykke. De tilmeldte indleder dagen med en venskabelig kamp mod klubbens veteranhold, og herefter er det i bad inden den fælles frokost. Der er masser af plads i programmet til gamle røverhistorier, uanset om de er blevet pyntet lidt på siden sidst eller ej. Søren Kjerrumgaard havde gamle scrapbøger med fra dengang NIF blev Sjællandsmestre - for 40 år siden! Klubbens nuværende formand, René Jensen, fortalte lidt om nutiden i klubben, mens Julie, ungomsformand, fortalte om klubbens 2 nyeste tiltag, nemlig Ombold-holdet og Stjerneholdet, der favner hhv. voksne og børn med særlige behov. 
En hel stribe af deltagerne meldte sig ind som støttemedlemmer inden de sluttede dagen af med at overvære klubbens nuværende førstehold for seniorer tørne ud mod Fårevejle.
Ungdommens afslutningsfest
Udenfor styrede U13-træner Christian Mosebo et flot show for ungdommen, lige så snart hans pigehold havde spillet færdig på stadionbanen. Alle klubbens børne- og ungdomshold mødtes til en festlig afslutning på sæsonen med fællesspisning og medaljeoverrækkelser. På grund af vejret, var hele arrangementet rykket ud ved siden af stadionbanen, og pannabanen fik selskab af en hoppepude, fodbolddart og de nye popup 3-mandsmål, som blev flittigt brugt til spil med familie og venner. Trænerne fik fine gaver for deres indsats af spillerne på holdene, og Sam vandt en fodbold i fodbolddartkonkurrencen.
Vi sætter utrolig stor pris på den taknemmelighed og opbakning, som stråler i alle retninger sådan en dag. 
Der bygges bro
Da seniorkampen skulle sparkes igang kl. 15.30, var flere af klubbens børn blevet hængende, og fik deres livs oplevelse, da de gik indmarch hånd i hånd med klubbens seniorspillere. Der var så mange, der ville være med, at nogle spillere havde 2 stolte børn med hver. 
Niffi var både oppe og præsentere sig selv rigtig flot ved frokosten i klubhuset, og var også med til at byde velkommen til de unge. Masser af medlemmer er kommet hjem med NIFFI-selfies og medaljefotos.
Flere forældre glædede sig utrolig meget over hyggen og fællesskabet, og der er ingen tvivl om, at det var en supergod dag for både børn og voksne. Det er helt sikkert ikke sidste gang, vi gennemfører flere arrangementer på samme dag.
Luk