Menu

NYT Pigehold 5-9 år starter efter succes med Pigeraketten

image
JJ/foto: Jörg Hubrich og Nadia Bak
04. maj 2024 kl. 08:38

"Vi starter et nyt hold op på tirsdag", var konklusionen på en særdeles vellykket Pigeraket i Nykøbing IF på årets vel nok første sommerdag. Og vi holder, hvad vi lover. Allerede tirsdag d. 7. maj kan piger på 5-9 år og deres forældre møde op ved klubhuset kl. 16.30. Herfra går vi til fodboldbanerne og har holdets allerførste træning. 

Emma fra vores dameseniorhold startede selv til fodbold efter at have deltaget i Pigeraketten for 17 år siden. Ved Pigeraketten 2024 i NIF var hun som det mest selvfølgelige med til at få raketten til at flyve for næste generation af aktive piger.

Ikke mindre end 50 piger primært fra SFO'erne i Rørvig og Nykøbing gæstede Kongeengen d. 1. maj i strålende solskin. Vi havde en fodboldfest uden lige med besøg på 4 planeter og med rummissioner, der gav masser af hop, spring, fart i benene - og energikugler, der til forveksling lignede fodbolde. De søde rumvæsener fra klubbens dameseniorhold og trænerstab hjalp pigerne gennem rummet, og til slut fløj pigerne tilbage til jorden i den store Pigeraket. 

Her kan du læse mere om holdtilbuddet til pigerne: Klik her

Dette er langt fra klubbens første pigehold, men bliver klubbens yngste hold kun for piger. Herudover er der 20 piger på U12-holdet, 17 piger på U14-holdet og 36 piger/kvinder på dameseniorholdet.

Det har været fantastisk at henvende sig til SFO'erne, der i den grad har bakket op om eventet, har hjulpet til på dagen, og er kommet med forslag til videre samarbejde. Det vil vi selvfølgelig bygge videre på så snart, vi kan.

En anden virkelig god historie fra dagen handler om engagement og klubfølelse. Det tog nemlig kun ganske få timer at samle 10 hjælpere til arrangementet, selvom det startede allerede kl. 14. Folk byttede vagter, tog fri og trodsede skader for at give en hånd og en god oplevelse videre. Det går ikke ubemærket hen i klubben. Vi er virkelig stolte af, hvad vi som klub kan præstere - takket være medlemmers og træneres indstilling til foreningsliv og fællesskab. 

Alle fotos er taget af hhv. Jörg Hubrich og Nadia Bak. Tusind tak for jeres bidrag. Vi har samlet et lille udpluk af jeres skønne fotos i vikårlig rækkefølge i galleriet herunder.

Spørgsmål om pige-, drenge-, børne- og ungdomsfodbold, eller måske fodboldklubben generelt kan stilles via messenger på vores facebookside eller direkte til Julie på tlf. 51964333. 

 

Luk