Menu

Rema 1000 Park officiel indvielse 17.08.24

image
27. august 2024 kl. 14:17

Lørdag d. 17. august inviterede Nykøbing IF på et festligt event, da stadionnavn officielt blev ændret til Kongeengen - Rema 1000 Park.

Navneskiftet er en del af en aftale, der kommer til både at gavne den lokale Rema 1000, der ligger lige nede ad vejen fra Kongeengen, og selvfølgelig klubben.

Fra morgenstunden var der fuld vigør med U9-stævne og hoppeborge. Kl. 11 spillede U13-pigerne en flot kamp, og fik efterfølgende overrakt en kagedame som tak for at finde på klubmaskottens navn, Niffi. Stemningen var derfor i top, da Købmand Palle Olsen og hans førstemand Mike Ryttergaard trådte frem på stadion og overrakte klubben en flot check på hele 40.000 kr. til stor glæde og bifald fra klubbens medlemmer, fodboldfamilier, og øvrige sponsorer.

Aftalen løber til udgangen af 2025, og udover synliggørelse af samarbejdet, har klubben aftalt at stille med 6 personer til hjælp til optælling til forretningens status d. 6. oktober.

"Det betyder selvfølgelig uendelig meget for os med sådan en lukrativ aftale og lokal opbakning, så vi er kun glade for at skilte med det", smiler en glad formand, René Jensen.

Også de 2 superfrivillige Poul og Christian havde rigtig god grund til at smile. De fik nemlig en ekstraordinær tak, pakket ind i gavekurve, for deres store indsats i forbindelse med sommerens storskærmsarrangementer. 

Begge herreseniorhold spillede herefter hjemme, og førsteholdet rundede dagen flot af med en 2-0 sejr over Tølløse BK på Kongeengen - Rema 1000 Park.

Luk