Stor succes med EM på storskærm

Det var et enormt tilløbsstykke, da Nykøbing IF denne sommer inviterede udenfor til fællesskab foran storskærmen i anledning af Danmarks landsholds kampe ved EM i fodbold.
Solen skinnede (for det meste). Gensynsglæde, skål, fodboldhymner og alt, hvad vi synes, der hører til en rigtig mindeværdig sommeraften sammen med flere hundrede lokale og gæster, vidnede om, at vi ikke stod alene med vores håb, glæde og spænding, da de danske drenge indtog en af de helt store fodboldscener.
Men i kulissen, var der blevet løbet stærkt i flere måneder op til, under og også en lille smule efter. Vi vil gerne sige tak til alle jer, der har gjort det muligt for os at gennemføre de store arrangementer uden at gøre indhug på klubkassen, og opbakningen har været så stor, at overskuddet fra salgsboderne går til ungdomsarbejdet i klubben.
Vi har allerede investeret i VEO cam, inspirationstræning, flere mål og andet udstyr. Det gør bare en KÆMPE forskel!
Vi vil også gerne sige tak til alle de frivillige hjælpere, der har gjort det hele muligt. Når nogen siger: "Det kan du tro, den klarer jeg!" og bare stiller op gang på gang og time efter time, så rykker vi os langt og hurtigt - og vi lykkes.
Vi håber, vi må snuppe 3 minutter af din tid på en hyldest til alle jer, der i forbindelse med storskærmsarrangementerne har støttet op om Nykøbing IF. Det gjorde, at vi overhovedet kunne gennemføre, men det gør også en stor forskel for vores muligheder i klubben i lang tid fremover. Et stort blåt og hvidt tak fra alle os på Kongeengen.