Menu

Stor udvikling for kvindefodbold i NIF

image
SL/JJ
07. juni 2021 kl. 09:41
"Hyggefodbold for kvinder i alle aldre" har skiftet navn til det mere mundrette "Damesenior-fodbold i NiF". Det er stadig hygge og god motion for kvinder i alle aldre med fodbolden i centrum, men siden opstarten er holdet vokset på mange måder, og navneskiftet har været et passende ønske.
Nu også turneringshold for kvinder
Holdet har i dette forår deltaget i turneringsfodbold for første gang, og har været tilmeldt i 8-mandsturneringen hos DBU. Det har været en stor og lærerig oplevelse, og da der stadig er stor lyst til fodbold, spilles der fortsat træningskampe mod andre hold frem mod sommerpausen. 
Lokal opbakning fra Lions til kvindernes fællesskab
Takket være gavmild støtte fra den lokale afdeling af Lions, har kvinderne kunne tage til kamp i spillertøj og træningsdragter, der ikke var lånt af herrerne til lejligheden, men i deres helt eget. Det har stor betydning for fællesskabet og følelsen af at være en værdsat og anerkendt del af klubben at kunne trække holdets egen kamptrøje med klublogo og -farver over hovedet. Da støtten fra Lions blev givet, var turneringstilbuddet på kvindeholdet blot en vision, men allerede så snart coronarestriktionernes tilbagetog gjorde det muligt, var dette ændret til en realitet. 
Træner frem for "spillende tovholdere"
Det har ligeledes haft stor betydning, at holdet har fået en træner. Det har boostet hele holdet og motivationen hos alle. Katrine og Stine har ydet en kæmpe indsats for holdet. De har nu trukket sig fra organisationen, men fortsætter på holdet som aktive spillere efter eget ønske. 
Erfaren træner
Jens V. Lauridsen får her lov at præsentere sig selv:"Jeg er glad for at have fået chancen for at stå for dameseniorholdet i NIF. Min baggrund i klubben er, at jeg i starten af nullerne trænede drenge og drenge junior. Da jeg blev ansat på Fårevejle Efterskole overtog jeg pigeholdet, og havde det i små 10 år. Efter nogle års pause var lysten der igen. For mig handler fodbold om glæde, fællesskab, og lysten til at udvikle sig som fodboldspiller, og det er det, jeg har mødt i NIF. Min ambition for holdet er, at vi skal have en fodbold DNA med "kick and rush". Derfor arbejder vi lige nu med at blive løbe- og duelstærke. Og så skal vi beholde vores super gejst og grin i de ‘3 halvlege’"
Som supplement til den ugentlige mandags-træning, kan spillerne derfor frit tilmelde sig løbeture med holdkammeraterne i løbet af ugen.
Selv siger holdet, at Jens har vist sig at være et super godt match til os, og alle piger/damer er meget tilfredse og glade. Teamet består derfor nu af Jens som træner, og Signe Lynge, som fortsætter som holdleder. 
Plads til alle
Visionen for klubbens kvindehold er fortsat "plads til alle". Det giver virkelig pote, at man kan være med uanset alder eller fodboldmæssig kunnen, bare lysten er der, for i dag tæller det før så lille hold hele 28 spillere.
Har du lyst til at være med, eller kender du en, der skal have et kærligt puf og komme ned og prøve, så træner holdet hver mandag kl. 19-20.30 på Nykøbing Ifs baner på Kongeengen, Egebjergvej 46 i Nykøbing Sj.
Luk