Menu

Vi samarbejder med Rørvig om pigefodbolden

image
JJ
14. august 2024 kl. 13:40

Alle piger skal have mulighed for at spille fodbold og komme til kamp. For os er det vigtigste ikke, om man spiller i grønt eller blåt, men at der overhovedet er et tilbud til pigerne om at spille. 

Dette er baggrunden for at vi har været i dialog med Rørvig IF henover sommeren, og har indgået aftale om at samarbejde om at tilbyde det nordlige Odsherreds piger så meget fodbold med og mod så mange jævnaldrende som muligt.

Ved at gå sammen, kan vi tilbyde pigerne alderssvarende træning med jævnaldrende piger, 2 ugentlige træninger og et turneringstilbud på lige fod med drengene. 

Efterårssæsonen vil for de ældste Nykøbing-pigers vedkommende byde på holdsamarbejde og nye holdkammerater fra Rørvig, og samarbejdet betyder, at vi fortsat kan tilbyde pigefodbold for de 13-15 årige med turneringsfodbold mod jævnaldrende. Vi håber derfor, at piger, der har holdt en pause, eller har fulgt med udefra, får lyst til at være med (igen). 

For at give den bedste træning til pigerne, træner de ældste (U15) og næstældste (U13) nogle gange sammen. Det giver en bedre dynamik og nogle flere muligheder, når man er mange på ca. samme størrelse til træning.

Vi er ikke helt på plads med hvordan pigefodbolden samlet set kommer til at se ud fremover, men det former sig nok i løbet af efterårssæsonen. Årsagen til, at vi ikke kan melde mere klart ud er, at vi ønsker at tage pigerne og deres forældre med på råd, bevare den gode tone i samarbejdet, og lade pigerne vide, at de hører hjemme begge steder.

U13-pigerne fortsætter uændret i Nykøbing med de sædvanlige trænere. De er tilmeldt 8v8-turneringen, og skulle det være nødvendigt, hjælper de også U15 med at stille hold til kamp.

U11-pigerne er startet op med nye trænere, Kenneth og Niels. Kan vi i fællesskab med Rørvig styrke pigefodbolden for piger fra årgang 2013-15, så gør vi alt, hvad vi kan, for at lykkes med det. Pigerne er tilmeldt 8v8-turnering og kommer (endelig) til at spille mod mere jævnaldrende piger. Hvis pigerne i Rørvig vil med til kamp, er de mere end velkomne, og kan der findes enighed om en træningsmodel med træning i begge klubber, så er det absolut en mulighed. Det bliver spændende at følge pigerne i disse årgange, nu hvor de har fået deres eget hold. 

U9-pigerne er det nyeste skud på stammen i Nykøbing. Det er årgang 2016-18, og de træner pt. 1 gang om ugen med Michael og Malou, og kan ved tilgang og ønske tilmeldes til begynderstævner, så de kommer godt fra start. 

Vi er virkelig stolte af at pigerne i det nordlige Odsherred får lige så gode muligheder som drengene - Vi håber, det betyder, at endnu flere melder sig til, og får lyst til at spille fodbold i længere tid.

Til sidst vil jeg lige fremhæve 3 ting:

- Der er fortsat U15 fodbold i det nordlige Odsherred (Rørvig/Nykøbing) med både træning og kamp. Alle piger fra 2009-2011 er velkomne.

- Der har hele vejen været en super dialog klubberne imellem, først på ledelsesplan, og siden med Rørvigs trænere og spillere. 

- Pigerne har selvfølgelig medbestemmelse, vi gør jo det hele for deres skyld.

Har du spørgsmål til processen eller noget, der er relateret, så kan du kontakte ungdomsformand Julie på tlf. 51964333, eller i Rørvig tage fat i Christina eller Dan.

 

 

 

 

Luk