Menu

Når sejren bliver vigtigere end dét at spille en god kamp.

image Jens Lauridsen - træner i Nykøbing IF
JJ
26. november 2021 kl. 11:03

Når sejren bliver vigtigere end dét at spille en god kamp.

Vores kvindeholdstræner Jens Lauridsen har fået offentliggjort dette læserbrev i den lokale avis, men for at alle har mulighed for at læse med og give egen mening til kende, bringer vi også Jens' ord her. Selvfølgelig bakker vi som klub op om Jens' synspunkter.

"Nyligt spillede vi en pokalkamp med Nykøbing If’s 8 mands kvindehold. Vi tabte med 12 - 1 til et meget bedre hold, som spillede os ud af banen. Efter kampen stod vi tilbage med spørgsmålet: Hvordan kunne vi tabe så stort til et hold, som vi på papiret skulle kunne spille lige op med? Det viste sig efterfølgende, at vores modstanders førstehold lige var rykket fra serie 1 op i sjællandserien, og at alle spillerne på nær målmanden var fra det serie 1 hold. Det er ikke første gang, vi i vores turnering møder hold som henter flere spillere fra deres førstehold ned på deres 8 mandshold, for at styrke holdet og føre det til sejer. Men er det i fodboldens ånd, fairplay og i bredeidrættens interesse? Når jeg tænker på de bedste fodboldkampe, jeg selv har spillet, eller har været træner for, så er det de kampe, der er bølget frem og tilbage Jeg har aldrig følt glæde, eller behov for at vinde stort, og møde Hold som var så meget under det niveau som mit hold havde, bare for at være sikker på at vinde. For mig er fodbold FÆLLESSKAB, GLÆDE og DYST -vel og mærke ligeværdig dyst. Jeg stod efter kampen med et hold desillusionerede spillere. Er det meningen med fodbold? Jeg vil med dette skriv opfordre til, at vi begynder at tænke anderledes, når vi dyrker fodbold og anden holdsport. Lad os dyste ligeværdigt og med fokus på fællesskabet og glæden, og lad på dagen det bedste hold vinde. Selvfølgelig kan det være nødvendigt at tage spillere med for at kunne sætte et hold, men ikke for at sætte sig på spillet.

 

Med venlig hilsen

Jens Lauridsen

Træner Nykøbing IF."

Luk